Står du og skal en tur til den tyske hovedstad, og kunne du godt tænke dig at udforske den kulinariske del af Berlin, så kan det være, en af de tre følgende restauranter måske er et besøg værd. Her er der i hvert fald samlet et bud på tre lækre spisesteder, hvor du kan tage konen, børnene eller forretningspartneren med hen, når du er på storbyferie i Berlin. Skal du på en lidt finere restaurant, så er det selvfølgelig altid en rigtig god ide at bestille et bord, ligesom du formodentlig også plejer at gøre herhjemme. Der er rift om pladserne, og kommer man bare dumpende, så kan man godt være uheldig, at der simpelthen ikke er plads.
Hugos, Reinstoff og First Floor
Er du til Michelin mad, så kan det være, at Hugos måske skal være stedet, hvor du vælger at dinere. Her er chefkokken Thomas Kammeier og hans hold klar til at lave de lækreste retter for dig, som du kan nyde, mens du sidder og kigger ud over Berlin igennem det fantastiske panoramavindue. Og som restauranten selv reklamerer med, så er en aften på Hugos lig med aftensmad i himlen.
En anden mulighed kunne være restauranten Reinstoff. Selvom den kun har små fem år på bagen, så betyder det ikke, at du ikke kan få mad i verdensklasse. Kun et halvt år efter, at den åbnede, modtog kokken Daniel Achilles en Michelin stjerne. Og der er både mulighed for at få mere traditionelle retter med mere lokale råvarer, samt mere eksotiske retter fra fjerne egne.
Den sidste restaurant, som kunne være en mulighed for dig og dine nærmeste, kunne være gourmetrestauranten First Floor, som er placeret på første etage på Hotel Palace Berlin. Her kan du nyde udsøgte retter, smagsfulde vine samt mineralvand fra 18 forskellige lande, hvis du eventuelt skulle have lyst til at smage 12000 års gammelt gletsjer vand fra Canada.